Her ses 1,0 Rødsidet Ædelpapegøje (Eclectus roratus polychloros), som er den hyppigst forekommende Ædelpapegøje i såvel naturen som i fangenskab. I Danmark betegnes den oftest New Guinea Ædelpapegøje eller på ”ren” dansk: Ny Guinea Ædelpapegøje. Ingen andre former for Ædelpapegøjer har så enormt et udbredelsesområde som denne Ædelpapegøje, der egentlig ”kun” er en underart. Meget tyder dog på, at det er denne underart, hvorfra de øvrige former for Ædelpapegøjer i Eclectus-slægten har udviklet sig. På fotoet ses en af mine egne fugle, ”Paw”, der er en meget stor og flot ungfugl af svensk oprindelse

Jeg plejer at sige, at papegøjeslægten Eclectus, på dansk Ædelpapegøje, er Oceaniens svar på Sydamerikas Amazonpapegøjer (slægten Amazona) og Afrikas Gråpapegøjer (slægten Psittacus), der alle er at betragte som ”egentlige” papegøjer. Ædelpapegøjerne bebor store dele af Oceanien, der er den verdensdel, som består af en række ø-lande i Stillehavet (herunder Polynesien, Melanesien og Mikronesien), de store øgrupper New Zealand og New Guinea samt Australien, hvor den nordlige del af dette kontinent udgør Ædelpapegøjens sydligste levested. 

Allerede som dreng var jeg utroligt fascineret af Ædelpapegøjer, der i mange sammenhænge overgår såvel Amazonpapegøjer som Gråpapegøjer. Ingen arter (underarter) fra disse to slægter kan matche den imposante farvepragt som Ædelpapegøjernes fjerdragt udviser. En Ædelpapegøje i topkondition kan nærmest virke helt selvlysende, når den glansfulde fjerdragt betragtes i sollys, hvor den changerer. Omvendt så kan Ædelpapegøjernes imitationstalent ikke matche hverken Amazonpapegøjernes eller – frem for alt – Gråpapegøjernes; dog er jeg over de seneste år blevet meget overrasket over, at visse tamme Ædelpapegøjer også er i stand til at efterligne forskellige menneskestemmers toneleje, så man præcist kan høre, hvilket familiemedlem, der har lært fuglen at sige bestemte ord eller korte sætninger. Samtidig er det min erfaring, at Ædelpapegøjer – i lighed med katten – ”sgu’ er sin egen”. Selv om Ædelpapegøjerne også kan blive helt utroligt tamme, så er det min opfattelse, at det er svært at nå helt ind til disse fugles ”sjæl” på samme måde, som man kan i forhold til tamme Amazonpapegøjer og Gråpapegøjer samt – for den sags skyld – tamme Kakaduer (tilhørende underfamilien Cacatuinae). Herudover adskiller Ædelpapegøjerne sig fra både Amazonpapegøjer og Gråpapegøjer ved at være dimorfe, altså at have en meget synlig farveforskel i fjerdragten mellem kønnene, som er den absolut mest tydelige blandt alle papegøjearter. Kontrasten mellem hannens klart grønne fjerdragt og hunnens dybt røde og blå (violette eller lavendelfarvet) fjerdragt er så markant, at man indtil slutningen af det 19. århundrede betragtede dem som to forskellige fuglearter (Ædelpapegøje-hannen blev beskrevet af Scopoli allerede i det tidlige 1700-tal, hvorimod Ædelpapegøje-hunnen først blev beskrevet i 1837). En anden medvirkende årsag til, at man troede, at der var tale om to forskellige arter var, at kønnenes næbform og -farve er markant forskellige, jf. nedenfor. Det er i øvrigt helt usædvanligt med en fugleart, hvor hunnens farvepragt så markant overgår hannens. Det var ornitologen A. B. Meyer, der i 1884 endeligt beviste, at der faktisk var tale om hanner og hunner hos èn og samme art. Det kan en passant nævnes, at visse stammefolk i Ædelpapegøjens udbredelsesområde den dag i dag stadig er af den opfattelse, at der er tale om to forskellige slags fugle.

En række lande rundt om i verden har udgivet frimærker med Ædelpapegøjen som motiv. Det gælder også flere lande uden for Ædelpapegøjens naturlige udbredelsesområde. Fælles for de fleste af disse frimærker er, at de ikke angiver den specifikke form (underart) af Ædelpapegøje, som er illustreret på frimærket. Ovenfor ses et eksempel på et frimærke fra et af de lande, hvor Ædelpapegøjen ikke forefindes i naturen, nemlig staten Samoa (Vestsamoa indtil 1997), der er et land af bestående af øer beliggende i det sydlige Stillehav. Samoa ligger næsten midt på ruten fra Hawaii til New Zealand. Samoa består af 9 øer, og ca. 75 % af befolkningen bor på øen Opulu

Kort fortalt er Ædelpapegøjerne store og kraftige fugle med en kort og kantet hale, der er ca. halvt så lang som de afrundede vinger. Den ca. 35 cm lange Ædelpapegøje har en tætbygget figur, og er - som allerede anført - en usædvanlig repræsentant for papegøjefamilien i kraft af den meget markante farveforskel mellem kønnenes fjerdragter, der falder ud til hunnens fordel. Hannen er overvejende klar grøn undertiden med et lidt gulligt skær på hovedet. Den har blå håndsvingfjer samt røde flanker (kropsider) og undervingedækfjer. Dens hale er grøn på de centrale dele af oversiden og bliver mere blå ud mod siderne, og halens spids er kantet med et smalt gult bånd. Undersiden af halen er mørk grå kantet med gult mod spidsen. Som en skarp kontrast er hunnen rød med - i visse tilfælde – blå, violette eller lavendelfarvede partier på bryst og bug samt rundt om nakken. 

Som led i evolutionen er Ædelpapegøjen - formentlig som følge af Oceaniens tætte, tropiske regnskovsområder - udviklet med en bemærkelsesværdig kompakt krop, der giver fuglen større mobilitet i sin biotop. Generelt er fuglen tillige kendetegnet ved en kort hals og et flot afrundet hoved med et stort og krumt, noget fremstående næb; hunnen har en glat skæreflade i overnæbbet, hvorimod hannen har en takket skæreflade i overnæbbet. Hunnens næb er helt sort, hvorimod det alene er hannens undernæb, der er sort, medens overnæbbet er gulligt og orange. Næbrod er både hos hanner og hunner skjult af fjer, og nogle arters hunner har en mere eller mindre synlig blå ring af fjer omkring øjnene, kaldet en øjenring. Iris hos hunnen er typisk lysgul/hvidlig, og den er orange hos hannen. En særlig fjerstruktur giver Ædelpapegøjens hårlignende kropsfjer et glat og glansfuldt udseende. 

På sine naturlige levesteder bebor Ædelpapegøjerne de føderige trækroner i lavlandets regnskove, og højst bemærkelsesværdigt er hunnen meget svær at se mellem træernes skygger på trods af hendes farvestrålende udseende. Nedefra fremtræder hunnens røde og blå (violette eller lavendel) farver som helt mørke, ja nærmest sorte, når hun betragtes i trætoppenes skygger op mod den lyse himmel. Samtidig falder hannens grønne fjerdragt på bedste vis sammen med regnskovens naturlige palette af farver. Denne farvelforskel er yderst praktisk, eftersom hunnen en stor del af tiden opholder sig i en mørk rede, hvorimod hannen er henvist til at fouragere og at holde vagt uden for reden blandt trækronernes grønne vegetation. I naturen ”afsløres” Ædelpapegøjer således ikke af deres farvestrålende, velkamouflerede fjerdragt, men i reglen af deres høje skrig, som hyppigt genlyder i regnskovene på disse egne af jorden. I forskellige sammenhænge har der været gisnet om, at farveforskellen i fjerdragten mellem kønnene skyldes, at tropiske fuglearter generelt er afhængige af synsgenkendelse for at kunne udvælge sig en mage, men det anses nu for sandsynligt, at Ædelpapegøjen også benytter sig af sin stemmepragt til at lokke en mage til sig.

Frimærke fra Palau med motivet af et par Ædelpapegøjer. Palua er en stat i Oceanien beliggende ca. 500 km øst for Filippinerne. Mod syd ligger Indonesien og mod øst Mikronesien. Palau består af 6 øgrupper med mere end 300 øer i den vestlige del af ø-komplekset Carolinerne. Palau, der som følge af tidligere tiders krige kun har en befolkning på ca. 25.000 indbyggere, er ikke en del af Ædelpapegøjens naturlige udbredelsesområde, men det er øerne blevet, eftersom disse fugle er blevet indført af mennesker til Palau og nu er at finde i øgruppens fauna

I lighed med hvad der gælder for visse andre papegøjeslægter (f.eks. ”Agapornis”, altså slægten dværgpapegøjer), så stammer slægten Ædelpapegøjers videnskabelige latinske slægtsbetegnelse ”Eclectus” (Wagler, 1832) også fra græsk, idet det græske ord ”eklectos” betyder ”at vælge fra forskellige kilder”, hvilket hentyder til den markante forskel i hannens og hunnens fænotype (udseende). Selve den latinske artsbetegnelse ”roratus” betyder, ”at fugtes eller at blive våd af dug”, som beskriver det farvestrålende skær på Ædelpapegøjernes ”hårlignende” fjerdragt, der især kan ses på hunnernes bryst og bug, og som giver disse fugle et næsten ”pelsagtigt” udseende. Betegnelsen ”roratus” afspejler tillige fuglenes store behov for væde, som samtidig er en del af deres livsvilkår i regnskoven. På engelsk har man bibeholdt den latinske slægtsbetegnelse, og fuglene kaldes derfor ”Eclectus Parrots”, hvorimod slægten på tysk kaldes for ”Edelpapagei”. Ordet ”Edel” kan på dansk oversættes til ”ædel”, ”fin”, eller ”af kvalitet”. På dansk er slægten også blevet navngivet Ædelpapegøje af ordet ”ædel”, som betyder ”af en udsøgt kvalitet”, jf. ædelsten og ædelmetaller.  

De efterfølgende artikler om de enkelte former for Ædelpapegøjer er ledsaget af fotos, som for de sjældnere underarters vedkommende stammer fra internettet, medens de øvrige fotos er optaget af mig selv. Da jeg også er filatelist (frimærkesamler), så er Ædelpapegøjerne endvidere illustreret ved hjælp af nogle af de frimærker, som forskellige landes postvæsener rundt om i verden har udgivet med Ædelpapegøjen som motiv. Som et lille kuriosum vises tillige, at Ædelpapegøjen er blevet udødeliggjort på et lands mønter.

Palau er så stolte over, at Ædelpapegøjen indgår i landets fauna, så man har besluttet at præge og udgive et par nye mønter med denne fugl som motiv. Disse mønter er et led i en serie af mønter, der gennem motiver hædrer flere repræsentanter for landets eksotiske dyreliv. I 2006 udgav man således ovenstående sølvmønt med en pålydende værdi på 5 Palauiske dollars. Mønten vejer 28 gram og har en diameter på 38,61 mm. Mønten blev samtidig udgivet i en udgave med en pålydende værdi på 1 Palauisk dollar i metallegeringen kobbernikkel

Artiklerne indledes med et afsnit, der giver en oversigt over de forskellige underarter, derpå en artikel om artsidentifikation som efterfølges af et generelt overordnet afsnit om Ædelpapegøjer, da de – selv om der findes flere forskellige former for Ædelpapegøjer – har mange fælles træk for så vidt angår levesteder, ynglebiologi, adfærd, etc. Derpå følger en række artikler om de forskellige former (underarter) af Ædelpapegøjer, hvor deres særlige kendetegn nærmere beskrives.  

Som følge af de meget store ligheder mellem de enkelte formers adfærd, m.v., så er beskrivelsen af nominatformen, Ceram Ædelpapegøje (Eclectus roratus roratus), den mest omfattende, ligesom der er gjort noget ekstra ud af at beskrive den i fangenskab mest udbredte form, underarten Rødsidet Ædelpapegøje (Eclectus roratus polychloros). Beskrivelserne af de øvrige former fokuserer primært på forskellene i forhold til nominatformen. Det skal dog samtidig anføres, at den nyeste viden om Ædelpapegøjers adfærd i naturen i høj grad skyldes relativt nylige feltstudier af den Australske Ædelpapegøje (Eclectus roratus macgillivrayi), og her er det værd at bemærke, at denne underarts biotop adskiller sig en del fra de fleste øvrige former for Ædelpapegøjers biotoper, da dens udbredelsesområde kun i begrænset omfang omfatter regnskov langs et kystnært område.

Ovenfor ses bagsiden af sølvmønten med en pålydende værdi på 5 Palauiske dollars. Palau har i øvrigt en ret speciel historie, idet man efter 34 år under amerikansk styre i 1978 løsrev sig fra USA's Mikronesien. Øerne i Mikronesien blev af USA brugt til militære formål. Derfor lavede Palau en forfatning, som forbød atomvåben i landet. Landet blev selvstændigt i 1981, hvorefter den amerikanske regering så en interesse i på ny at have militære aktiviteter på Palau, men den foreslåede aftale stred imod Palaus forfatning. Et flertal af befolkningen ville gerne have aftalen, men en slækning af forfatningens bestemmelser ville kræve minimum 75 % af stemmerne. Efter 8 år og hele 9 folkeafstemninger blev aftalen indgået den 1. oktober 1994, men det skyldtes kun, at forfatningen var blevet ændret. Palaus nye status er herefter at være en fri stat i associering med USA, og aftalen, som gælder i 50 år, indebærer store økonomisk fordele for Palau

I mine artikler har jeg ikke – som det ellers er hovedreglen for artikler om papegøjer på www.birdkeeper.dk – benyttet farveskrivelserne af Ædelpapegøjerne fra J. L. Albrecht-Møllers storslåede værk, ”Papegøjebogen” (1966 – 1973), da de for denne slægts vedkommende ikke forekommer præcise nok for alle underarternes vedkommende. Overraskende nok, så er farvebeskrivelserne i Joseph M. Forshaws værk, ”Parrots of the World”, 1. udgave fra 1973, (ISBN 0 7018 0024 0), og samme forfatters bog ”Australian Parrots”, 2. udgave fra 1988, (ISBN 1 85391 019 8), skuffende lidt præcise. Jeg har derfor primært taget udgangspunkt i farvebeskrivelserne af de forskellige former for Ædelpapegøjer, der fremgår af bogen ”A Guide to … Eclectus Parrot”, den reviderede udgave fra 2004, (ISBN 0 9750817 0 5), af Rob Marshall og Ian Ward. Denne bog baserer sig samtidig på en nyere taksonomi (den systematik, hvorefter videnskaben har opdelt fuglene i bl.a. slægter, arter og underarter), selv om man heller ikke her har benyttet den helt aktuelle taksonomi (som blev offentliggjort året før, nemlig i 2003), eftersom underarten Westerman’s Ædelpapegøje (Eclectus roratus westermani), der ikke anerkendes af videnskaben, også er med i bogen.

Ædelpapegøjen som kæledyr - tamfugl - er et kapitel for sig, som kun meget forbigående vil blive belyst i nærværende artikler. I den forbindelse skal det understreges, at tamme Ædelpapegøjer på daglig basis kræver megen stimulus fra sin ejer for at kunne trives under beskyttede forhold hen over tid. Inden man anskaffer en Ædelpapegøje, som man ønsker at holde som enlig tamfugl, skal man derfor tænke sig rigtig grundigt om, så man ikke er skyld i, at fuglen på sigt risikerer at mistrives og begynder at skrige umotiveret og/eller at plukke sig selv. Ædelpapegøjer siges nemlig at kunne blive op til 30 år gamle, så med anskaffelsen af en ung Ædelpapegøje kan man få en følgesvend for en stor del af livet.

Jørgen Petersen

Konciperet/Opdateret: 16.12.2011/22.01.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!