Generelt om Ædelpapegøjer
Her ses et frimærke med en Ædelpapegøje-han fra Mikronesien, der er en østat omfattende godt 600 øer. Mikronesien er beliggende i den vestlige del af Stillehavet, umiddelbart nord og nordøst for New Guinea. Der er for mig at se tale om et af de mest vellignende motiver af en Ædelpapegøje, som indtil dato er foreviget på et frimærke, dog uden at man er i stand til at underartsbestemme fuglen
Som følge af store ligheder i levestedernes biotoper, fuglenes adfærd og ynglebiologi, etc., har jeg fundet det hensigtsmæssigt at beskrive en række generelle træk omkring Ædelpapegøjer – uanset form (underart) – i denne fælles artikel. Der kan derudover læses mere specifikke oplysninger om de enkelte former for Ædelpapegøjer i de efterfølgende særlige artikler.
Adfærd
Med sin imponerende farvepragt og i kraft af sit – generelt – behagelige temperament fremtræder Ædelpapegøjen som en pragtfuld fugl, men over årene er dens væsen desværre blevet misforstået af mange fugleholdere. Ædelpapegøjer er blevet betragtet som kedelige, triste, sløve, sky og sågar meget lidt intelligente. Det, som man imidlertid er vidne til, er, hvorledes Ædelpapegøjen reagerer på stress. Når en Ædelpapegøje konfronteres med uvante situationer og fremmede personer eller ting, så ”fryser” fuglen, dvs. den sidder nærmest helt stille som en form for stenstøtte og afventer situationens nærmere udvikling. Uden sammenligning i øvrigt har dette reaktionsmønster fælles træk med f.eks. Taranta dværgpapegøjen (Agapornis taranta), der også ”fryser”, når den ikke føler sig tryg. Befinder Ædelpapegøjer sig derimod i vante omgivelser og sammen med personer, som de kender, så er disse fugle snakkesalige, højst levende, nysgerrige, hengivne og legesyge, ja kort sagt - meget underholdende.
Udover at de to køn fremtræder med vidt forskellige farver i fjerdragten, så er der også store adfærdsmæssige forskelle mellem kønnene. Generelt optræder hannen rolig og fredsommelig, hvorimod hunnen er mere dominerende, ret ivrig, og ind i mellem kan den have en decideret aggressiv adfærd. Man kan derfor sige, at farveforskellen mellem de to køn også afspejler den store forskel i kønnenes adfærd.
Ser man bort fra håndopmadede fugle, der som oftest har en stærkt afvigende og unaturlig adfærd, så har kønnene forskellige ”comfort zones” (tryghedszoner), idet hunner har brug for større afstand til mennesker og omgivelser for at føle sig godt til pas. Hvis hun-fuglens ”comfort zone” ikke er tilstrækkelig stor, eller hvis den overskrides, så udviser den hurtigere en vred og aggressiv adfærd. Mange hunner, der ikke er trygge ved mennesker, opholder sig derfor helst i baggrunden af volieren.
Begge køn kan blive udmærkede tamfugle, selv om hunnerne, formentlig som følge af hormonale forhold, undertiden udviser en vis form for aggressivitet. Derfor er der måske en tendens til, at hanfugle måske er lidt mere populære som tamfugle. Hvis hunnen er håndopmadet og selv ligger på rede, så kan den tit optræde mere aggressivt end forældreopmadede hunner, da håndopmadede fugle ikke bærer på den fra naturens side medfødte frygt for mennesker. Det kan således ofte indebære store udfordringer at benytte håndopmadede fugle til avlsbrug, selv om jeg dog også er bekendt enkelte håndopmadede Ædelpapegøje-hunner, der er blevet perfekt avlsfugle.
Udover at være mere aggressive, så kan hunner også virke noget mere reserverede end hanner, der ofte har en mere livlig adfærd og er mere modtagelige over for nye impulser. Det er altid hannen, der fører an, når nye ting skal undersøges, så nysgerrigheden kan tilfredsstilles, hvilket i øvrigt er et adfærdsmønster, der er kendt fra naturen.
Ved hjælp af regelmæssig træning kan man få Ædelpapegøjer til at udvise kognitiv adfærd (kognitiv = den psykiske proces, der omfatter tænkning, viden og erkendelse, i modsætning til det følelsesmæssige og viljesmæssige), hvilket betyder, at fuglene ikke blot kan imitere lyde, men også er i stand til at kommunikere mere intelligent ved f.eks. at imitere et menneskes stemme i det rigtige toneleje eller ved at sige ”Goddag”, hver gang man træder ind ad døren til fuglehuset.
Den dag i dag opfatter mange fugleholdere stadig Ædelpapegøjer som meget stillesiddende, nærmest dovne fugle, men intet kan være mere forkert. Jeg er bekendt med en fugleholder, der holder Ædelpapegøjer i en kæmpemæssig ”selskabsvoliere” sammen med andre store papegøjearter. Denne fugleholder mener, at årsagen vildfarelsen om, at Ædelpapegøjer skulle være apatiske og stillesiddende, efter hans opfattelse hænger sammen med, at fugleholdere generelt ikke giver Ædelpapegøjer plads nok under beskyttede forhold. Over årene har denne fugleholder nemlig haft mulighed for at observere Ædelpapegøjers adfærd i sin kæmpevoliere. Her har han konstateret, at Ædelpapegøjer taber højde de første ca. 7 - 10 m efter, at de har sat af fra en gren (til sammenligning har samme fugleholder observeret, at Amazonpapegøjer (slægten Amazona) kun taber højde de første 4 – 6 m). Derpå får fuglene opdrift og opnår såvel flyvehøjde som -hastighed. Ædelpapegøjer stiller således store krav til volierens rummelighed, da den fra naturens side faktisk er en habil flyver, selv om den primært lever i tætte regnskovsområder i junglen.
Derfor bør Ædelpapegøjer holdes i så rummelige volierer som overhovedet muligt. De forventede, kommende anbefalinger af bur- og volierestørrelser fra Justitsministeriets side, vil sandsynligvis pege på en volierelængde på 3 m til Ædelpapegøjer, hvilket - set i lyset af ovennævnte fugleholders observationer - er helt utilstrækkeligt. I den forbindelse skal det samtidig understreges, at Ædelpapegøjer slet ikke egner sig til at blive holdt i bur, medmindre de på daglig basis er ude at flyve i en længere periode. Ædelpapegøjer holdes derfor bedst i meget rummelige volierer og helst parvist alene, jf. dog senere.
Generelt har alle Ædelpapegøjer - uanset underart - samme adfærd og personlighed, men naturligvis forefindes mindre forskelle. Eksempelvis siges den Rødsidet Ædelpapegøje (Eclectus roratus polychloros) og Solomon Ædelpapegøjen (Eclectus roratus solomonensis) at være mere medgørlige og lærevillige end den store, dominerende Australske Ædelpapegøje, og de betragtes derfor som bedre tamfugle. I den forbindelse skal opmærksomheden igen henledes på, at de seneste års observationer af Ædelpapegøjers adfærd og færden i naturen mest bygger på feltstudier af Australsk Ædelpapegøje (Eclectus roratus macgillivrayi). Derfor tegner disse observationer også de øvrige underarter i denne artikel, med mindre andet er anført.
Efter jeg har erfaret, at Ædelpapegøjer har polygam adfærd i naturen, jf. afsnittet nedenfor om ”Yngleforhold i naturen”, har jeg bedre kunnet forstå den manglende samhørighed (”bonding”) indbyrdes mellem kønnene, når man sammenligner disse fugle med eksempelvis Araer (slægten Ara, m.fl.) og Amazonpapegøjer (slægten Amazona). Jeg har ikke blandt mine Ædelpapegøjer oplevet den samme form for hengivenhed og hensynsfuldhed kønnene i mellem, som man ellers finder hos mange andre store papegøjearter. Den gensidige fjerpleje i form af ”pudsning” af fjer mellem kønnene er da også meget begrænset, hvortil kommer, at parret ofte opholder sig i hver ende af volieren eller i hver ende af en gren eller siddepind. Derudover sidder kønnene også og sover meget hver for sig.
The Democratic People's Republic of Korea – på dansk Nordkorea – der er et af verdens fattigste lande, og som ledes af en af verdens sidste diktatorer, Kim Jong-un, har i år 2000 udgivet to frimærker med Ædelpapegøjen som motiv (her en hanfugl), selv om fuglen ikke er naturligt hjemmehørende på Korea-halvøen. Hvorvidt det er udtryk for, at fuglen af visse nordkoreanere holdes i fangenskab skal være usagt, men det er næppe sandsynligt, da landet ikke engang kan brødføde sin egen befolkning. Forklaringen på udgivelsen skal nok snarere findes i den omstændighed, der fremgår af teksten under det næste frimærke med hunfuglen som motiv
Stemme
Jeg har talt med en feltobservatør, som har set – og frem for alt hørt – Ædelpapegøjer på et par forskellige øer i dens udbredelsesområde (Amboina og Buru), og det umiddelbare indtryk er, at Ædelpapegøjer i naturen er meget støjende og lette at genkende gennem deres karakteristiske skrig og deres kredsen oven over de højeste træer i regnskoven.
Ædelpapegøjer har et bredt og højst usædvanligt repertoire af lyde, der omfatter såvel metalliske lyde som bløde klokketoner eller ”klang-klang”-toner, kurren, fløjten, og hvin. Lyden ”aaarrr” er nok en af de ytringer, som Ædelpapegøjen mest gør brug af, f.eks. når den skal indynde sig hos sin ejer, undersøge noget nyt, eller den sidder og sunder sig oven på indtagelse af føde. Mange af disse lyde er behagelige at høre på, men desværre har Ædelpapegøjerne også evnen til at hengive sig til højt og meget gennemtrængende skrigeri, når de bliver bange, forstyrret eller ophidsede.
Nogle fugleholdere anser hunnen for at være den mest larmende, og mener at det er den, som alene laver de metalliske lyde. Det er dog ikke et mønster, som jeg umiddelbart kan genkende, da jeg gennem tiderne har haft et par hanner, som virkelig kunne støje, så ”taget på fuglehuset løftede sig”.
Blandt de mest holdte former for Ædelpapegøjer, så er det min erfaring, at Vosmaer’s Ædelpapegøje (Eclectus roratus vosmaeri) generelt er den mest støjende, og her har jeg oplevet, at især hunnen kan gøre brug af den såkaldte ”metalliske” lyd, der nærmest kan lyde som nogen, der taber en stor jernplade på et betongulv i en tom fabrikshal.
Inden man giver sig i kast med at købe en eller flere Ædelpapegøjer, skal man være opmærksom på, at visse eksemplarer kan være endog særdeles støjende, og derfor egner disse fugle sig som hovedregel ikke til at blive holdt i udendørsvolierer i tæt beboede parcelhusområder. Gennem årene har jeg oplevet mange rigtigt mange støjende papegøjer både blandt Araer, Kakaduer, m.fl., men jeg har aldrig oplevet noget værre end en Solomon Ædelpapegøje-han (Eclectus roratus solomonensis), som jeg i sin tid importerede fra Norge. Den var ikke ”en skriger” (altså en fugl, der konstant skriger), men den skreg, ligeså snart man kom ind i fuglehuset. Dens skrigeri var så voldsomt, at man fik decideret fysisk smerte i ørerne af dens skrigeri. Fuglen var skyld i, at jeg ikke efter en afholdt sommerferie kunne få min ferieafløser til at passe alle mine fugle igen, før jeg havde lovet at skille mig af med den. Jeg måtte derfor afhænde fuglen til en anden fugleholder, der kunne tilbyde den forhold, hvor man ikke i samme grad blev negativt påvirket af dens skrigeri.
Heldigvis kan Ædelpapegøjer også imitere ord og sætninger meget tydeligt, endda i forskellige tonelejer. Kort tid efter jeg havde købt mit seneste par Rødsidet Ædelpapegøjer (Eclectus roratus polychloros) kom jeg ud i fuglehuset, hvor jeg gik og gjorde mig parat til at fodre alle de forskellige fugle. Efter jeg var nået igennem halvdelen af foderstederne, stod jeg og vaskede nogle foderskåle, da jeg pludseligt hørte en meget tydelig dyb mandestemme. Da jeg troede, at jeg var helt alene med fuglene i fuglehuset, fór jeg sammen – var der kommet en fremmed ind i fuglehuset? – en tyveknægt? – uden, at jeg havde bemærket det? Nej, det var såmænd bare Ædelpapegøje-hannen, der var begyndt at føle sig til rette i de nye omgivelser, og som begyndte at lukke op for sit repertoire af menneskelige ”talegaver”. Jeg skal indrømme, at jeg i nogle få sekunder blev bange, fordi det lød fuldstændigt som en vred, dyb mandestemme.
Her ses så det andet frimærke fra Nordkorea med en Ædelpapegøje-hun som motiv. Landet udgiver, som så mange andre tidligere kommunistiske regimer tidligere i historien har gjort, et stort antal smukke ”billedmærker” (motivfrimærker), hvad der har vist sig at være en ganske glimrende kilde til udenlandsk valuta. Frimærker er mig bekendt ikke ramt af internationale blokader, handelsrestriktioner og diverse sanktioner
I naturen
Ædelpapegøjer lever i regnskovens trækroner primært i lavlandsområder, der i nogle tilfælde er kolossale, og i mindre udstrækning på savanneområder med større eller mindre grupperinger af høje træer. På øen Ceram kan man se Ædelpapegøjerne færdes parvis i under ca. 600 m’s højde i primær skov (også kaldet naturskov, dvs. de gamle skove, der er helt uberørte, og hvor træer og planter af mange forskellige arter kan være flere hundrede år gamle). Det er sjældent, at Ædelpapegøjer fouragerer på jorden, selv når det gælder drikkevand. Der falder nemlig megen nedbør i det meste af fuglenes udbredelsesområde, og derfor kan fuglene finde vand på træernes blade eller i grenkløfter, hvor der opsamles vand. Hertil kommer, at fuglene får væske gennem indtagelse af den megen frugt, som de fortærer. Man kan dog godt opleve Ædelpapegøjer nede på jorden, hvor de i klippeområder søger efter mineralske sporstoffer, ligesom man kan opleve, at de graver efter knolde i jorden.
På eksempelvis øen Buru er Ædelpapegøjer ret almindelige, og de kan observeres fra kysten og helt op til høje bjergdistrikter. På øen Mototai (ikke at forveksle med Morotai) på de nordlige Maluku øer, har man siden midten af 1940’erne rapporteret Ædelpapegøjer som ret almindelige, hvor de oftest ses flyvende højt enkeltvis over kokosnødsplantager og derudover er almindelige i primær skov og sekundær bevoksning. Samtidig er Ædelpapegøjer siden slutningen af 1960’erne blevet rapporteret som ret almindelige - og synlige - fugle i New Guinea’s regnskove på helt op til ca. 1.000 m’s højde. Specielt i regnskovene omkring Port Moresby distriktet i den sydøstlige del af Ny Guinea kan man hyppigt se og høre Ædelpapegøjer, når de flyver hen over ens hoved. De er observeret både enkeltvis og i små grupper på 4 - 6 fugle i trækronerne igen her i primær og sekundær skov. Nogle steder i det gigantiske udbredelsesområde rapporteres Ædelpapegøjer som nogle af de mest almindelige papegøjer, som man kan finde på næsten enhver lokalitet, hvor der forefindes høje træer. Andre observationen fra New Guinea tyder endvidere på, at Ædelpapegøjer ikke er talrige i umiddelbar nærhed af beboede områder, muligvis fordi fuglene med tiden har lært at tage sig i agt overfor mennesker.
Som nævnt foretrækker Ædelpapegøjer at opholde sig i regnskovens trækroner, hvor de bruger det meste af tiden på at søge føde og yngle. De er støjende, iøjnefaldende papegøjer, som ved hjælp af deres høje og støjende skrig giver en let genkendelig lyd i regnskoven. Ædelpapegøjer er gode til at flyve, og de er i stand til at tilbagelægge selv lange afstande hver dag for at finde fødemuligheder såvel inden for som uden for regnskoven. På lange flyveture såsom til og fra redesteder, flyver Ædelpapegøjer højt oppe over trækronerne. Flugten kan virke langsom, men med hurtige vingeslag og med korte perioder, hvor fuglen svæver. Under flyvningen løftes vingerne ikke over kropshøjde, og det giver et letgenkendeligt mønster af vingebevægelser i felten, så Ædelpapegøjer kan let identificeres i sin flugt.
Regnskovens trækroner udgør et ”tag” af vegetation, som forhindrer meget sollys i at nå skovbunden, hvilket gør, at det er vanskeligt for planter at gro under de store træer. ”Taget” modtager meget mere sol, og mange planter, der gror i denne højde, producerer derfor frugter og blomster, som Ædelpapegøjen ernærer sig ved. Oven over regnskovens ”tag” er der spredte tårnhøje træer, og det er ofte i disse tårnhøje træer, som undertiden kan blive 50 – 60 m høje, at Ædelpapegøjerne yngler dybt inde i huller og hulheder. Oven over regnskovens ”tag” er Ædelpapegøjerne samtidig beskyttet fra kødædende krybdyr, men omvendt er deres reder i disse høje træer eksponeret for høje temperaturer, stærke vinde, tung regn og angribende rovfugle.
Feltobservatører har ofte noteret sig en overvægt af hanner i naturen, og det er Joseph M. Forshaws overbevisning, at bortset fra i yngleområder, så ses hunner i et meget lavere antal end hanner. En spekulation går dog på, om hunnerne er mere frygtsomme grundet deres prangende røde fjerdragt.
I Australien er der fundet ynglesteder med mere end 80 Ædelpapegøjer. Tidligt om morgenen kunne man her observere par og små grupper, der forlod træerne med reder for at flyve ud i den omkringliggende skov for at fouragere. Ind imellem kunne man se større flokke samles for at søge føde i frugtbærende træer i nærheden. Efter fuglene havde fourageret, fløj de hen mod skumringen tilbage til redestederne, hvor man typisk kunne se grupper på 3 – 4 fugle flyve sammen, altid med hanner flyvende foran 1 - 2 hunner. Efterhånden som hver gruppe ankom til træerne med reder, tog de del i de øvrige fugles skræppen og skrigen, som fortsatte indtil efter mørkets frembrud, hvor fuglene omsider havde fundet sine sovepladser og efterhånden var faldet til ro. Ædelpapegøjerne blev af feltobservatørerne betegnet som meget vagtsomme, og blev fuglene forstyrret, fløj de først om på den modsatte side af træet, og inden de fløj helt væk, vendte de tilbage og cirklede rundt oppe over redestedet, højt skrigende. Af og til kunne man se enkelte fugle eller par hvile sig i høje Eukalyptus træer i åbent savanneland, men her var der formentlig tale om fugle, som havde flyttet opholdssted.
Ædelpapegøjer bliver betragtet som et skadedyr af mange lokale landsbybeboere, der dyrker afgrøde. Med meget stor iver indtager Ædelpapegøjer især modnende majsmarker. Omvendt kan Ædelpapegøjer risikere at ende som måltid hos nogle af de indfødte stammefolk på New Guinea og i Indonesien, der samtidig benytter fuglenes farvestrålende fjer til eksempelvis rituel hovedprydelse. Op gennem tiderne har de indfødte også holdt Ædelpapegøjer - ikke som tamfugle - men som fugle, man har siddende og en gang i mellem plukker, for at få fjerene at smykke sig med. Blandt visse af de indfødte stammer kaldes Ædelpapegøjen direkte oversat til dansk for ”Hellige Tempel Papegøjer”, fordi de gøres til genstand for tilbedelse i religiøse ritualer. De indfødte skamskyder en enkelt fugl, og ryster den, så den skriger, hvorefter op til hundredvis af Ædelpapegøjer kan strømme til i et forsøg på at bistå den nødstedte fugl, blot for selv at blive skudt af de indfødte. Det minder meget om den organiserede form for massedrab, som australske landmænd år efter år praktiserer over for mange kakaduearter uden at nogen former for myndigheder skrider effektivt ind over for dette.
Ædelpapegøjer risikerer at ende som måltid hos nogle af de indfødte stammefolk på New Guinea og i Indonesien, der samtidig benytter fuglenes farvestrålende fjer til eksempelvis rituel hovedprydelse. Op gennem tiderne har de indfødte også holdt Ædelpapegøjer - ikke som tamfugle - men som fugle, man har siddende og en gang i mellem plukker, for at få fjerene at smykke sig med. Mange stammefolk tror stadig, at hannen og hunnen – som følge af den store farveforskel – er to helt forskellige slags fugle
Yngleforhold i naturen
Det har været overraskende for mig at erfare, at Ædelpapegøjer fra naturens side – i lighed med den næsten uddøde Uglepapegøje, ”Kakapo’en” (Strigops habroptila) – har en polygam ynglebiologi. En hun kan således parre sig med indtil flere mandlige bejlere. Omvendt kan en han flyve fra redested til redested for at parre sig med flere hunner. Nogle steder kan man læse, at Ædelpapegøjer i naturen er enegængere indtil yngletiden indtræder. Det synes dog at ligge fast, at Ædelpapegøjer almindeligvis ikke lever i flokke, men de samles forud for yngletiden med henblik på pardannelse. Fra alle dele af udbredelsesområdet er der i yngleperioden rapporteret om reder ledsaget af grupper på op til 7 eller 8 fugle af begge køn. Der er derudover beretninger om, at Ædelpapegøjer undertiden kan udvise en meget lidt kendt yngleadfærd, som både er usædvanlig og kompleks, og som indebærer et fælles yngleområde, hvor voksne, nært beslægtede fugle kan bistå et par med ungernes opvækst. Denne egenskab synes at være med til at sikre fuglenes status som en yderst velanset tamfugl under beskyttede forhold.
Den unikke yngleadfærd kan måske også bidrage til forklaringen omkring den meget tydelige kønsforskel hos Ædelpapegøjer. Hunnen er nemlig meget iøjnefaldende, når hun holder vagt ved indgangen til redehullet og kan afvise eventuelle rivaliserende hunner samt uvedkommende hanner. Omvendt så udgør hunnens farvestrålende fjerdragt en glimrende camouflage, når den ligger i bunden af reden, da den røde fjerfarve skjuler hende godt i mørket, jf. indledningen. Hannens fjerdragt er primært grøn, sandsynligvis for at kunne give den en optimal camouflage blandt træerne, medens den holder vagt uden for reden, og når den fouragerer i trækronerne. Begge køns fjerdragter er spektakulære, når de ses i det ultraviolette spektrum, hvilket de forskellige rovdyr ikke er i stand til.
Når et par kommer i yngledrift, nærmer hannen sig hunnen og mader hende. Han banker sit næb hårdt på grenen og bevæger sig fra side til side, medens den hurtigt berører hver side af hunnens hoved med sit eget hoved og hals. Derefter jagter hunnen ham og tigger insisterende om mad, før han får lov til at parre sig med hende.
På sine naturlige levesteder yngler Ædelpapegøjen i huller i meget store, fremtrædende regnskovstræer, der rager op over regnskovens ”tag”. Ofte er der tale om træer, der står i udkanten af skoven eller i en skovlysning. Her finder hunnen egnede fordybninger eller hellere, naturlige huller og hulheder, højest oppe i træerne. Hun vil ihærdigt forsvare sit udvalgte redested overfor andre hunner, hvilket kan få en dødelig udgang. År efter år vender hun tilbage til denne rede, der i alle tilfælde er at finde i en høj og utilgængelig position. Ædelpapegøje-hunner kan i nogle dele af udbredelsesområdet forblive bosiddende i ”sit” redetræ i helt op til 11 måneder om året, hvor den sjældent forvilder sig væk fra indgangen til redehullet. I den periode kan hun være afhængig af flere hanner, som forsyner hende med føde, som gylpes op. Hannerne kan flyve op til 20 km, når de skal fouragere, og helt op til 5 hanner kan på regelmæssig basis forsyne en hun med føde. Der er en indbyrdes konkurrence mellem disse hanner om hunnens hengivenhed og om retten til at indtage faderrollen over for ungerne.
På det sydlige New Guinea har man fundet reder i august og frem til sent hen i november, og på Solomon øerne i juni, men også det tidlige april samt august. Parring er observeret på Solomon øerne sent henne i oktober. På Cape York Peninsula i Australien ser man fuglene yngle i perioden november til januar.
Ædelpapegøjerne lægger i reglen 2 æg, der lægges på træflis og forrådnet træstøv på bunden af redehulen. Æggene klækkes i løbet af 26 – 28 dage. Det er set i naturen set, at hunner med dårlige redehuller kan finde på at dræbe sin han-unge, hvis der både er en han og en hun i kuldet. Dårlige redehuller bliver ofte oversvømmet i kraftig regn, hvorved æggene i reden kan gå til eller ungerne kan drukne.
Her ses et ”billedmærke” fra Palau, der ”oser” af idyl med lokale børn iklædt blomsterudsmykning, medens de (formentlig) spiller en julemelodi; der er nemlig ikke tale om et rigtigt frimærke, men om et julemærke. I forgrunden ses nogle eksotiske planter i form af (for mig at se) Julestjerner (Euphorbia pulcherrima), der oprindeligt stammer fra Mexico og Guatemala, hvor de gror i løvfældende, tropiske skove og på savanner. Julestjerner ses også forvildet på Hawaii øerne, bl.a. på Maui. Et af børnene har en tam Ædelpapegøje-hun siddende på skulderen, hvilket vidner om, at de lokale også holder disse fugle som tamfugle – kan det blive mere idyllisk?
Ernæring
Da Ædelpapegøjer lever højt i trækronerne, er det klart, at deres naturlige føde hovedsageligt består af frugt, bladknopper, bladskud, blomster, nektar, nødder og frø, som fra naturens side findes højt i trætoppene. Blandt deres yndlingsfrugter er granatæbler og papaya med frø.
Ædelpapegøjer kan også hærge plantager og marker med afgrøder som korn, majs, bananer, kokosnødder og papaya, hvor fuglene som før nævnt betragtes som skadedyr blandt de lokale beboere.
I mavesækken på døde Ædelpapegøjer fra Solomon øerne er der fundet rester af blød, figenlignende frugt, og i døde fugle fra West Irian i Indonesien er der fundet frugtkød og - overraskende nok - masser af frugtsten.
På Ny Guinea er visse fødeemner tilgængelige hele året rundt som følge af en mindre udtalt sæsonvariation. Det betyder, at den samme plante kan producere frugt på forskellige tider af året diverse steder i regnskoven, hvorved unger i denne del af udbredelsesområdet principielt kan opfostres hele året.
I fangenskab indtager Ædelpapegøjer med stor appetit de fleste former for frugt, herunder mango, figner, guava, bananer, enhver form for meloner, stenfrugter (ferskner o. lign.), druer (og rosiner), citrusfrugter, samt ikke mindst friske pærer og søde æbler, der bidrager med proteiner. Ædelpapegøjer har en meget lang fordøjelseskanal, hvilket er baggrunden for, at den kræver en fiberrig kost. Grøntsager som f.eks. gulerødder, agurk, grøn og rød peber, hovedsalat, julesalat og mælkebøtte er meget vigtige fødemidler, der sikrer calcium og andre næringsstoffer. Derudover kan man fodre med en god papegøjeblanding, der gerne må indeholde jordnødder (som fuglene oftest er helt ”vilde” med, men husk, at jordnødderne skal være rensede) samt afskallede mandler og afskallede valnødder. Både frø og nødder byder på E-vitaminer, men fedtholdige frø som solsikke og hamp bør begrænses, så man undgår for meget fedt i kosten, da Ædelpapegøjer let kan blive overvægtige. Man kan med fordel i stedet give en spiret frøblanding indeholdende solsikke, hvorved fedtindholdet i denne frøsort reduceres. Ædelpapegøjer nyder også kolbehirse, selv om kosten til disse fugle typisk bør indeholde langt mindre frø end til andre papegøjefugle. Derudover er fuglene glade for f.eks. kiks, sandkage og tørt brød.
Nogle fugleholdere sværger til, at Ædelpapegøjer i fangenskab skal have grøntsager, som også er rige på beta-caroten, såsom let kogte søde kartofler og friske broccoli buketter, men her kan man i stedet vælge friske majskolber. Atter andre fugleholdere mener, at deres Ædelpapegøjer har det bedst, hvis deres føde hovedsagelig består af pellets. Fodrer man med pellets, kan man ofte opleve, at fuglene udvælger sig nogle bestemte smagsfavoritter. Det er i øvrigt ikke uden problemer, hvis man primært fodrer sine Ædelpapegøjer med pellets, jf. nedenstående afsnit ”I fangenskab”.
I lighed med alle andre stuefugle, må heller ikke Ædelpapegøjer fodres med persille og avocado, der er giftigt for fuglene, ligesom man skal holde sig fra at give fuglene tilberedt menneskeføde og nydelsesmidler som f.eks. chokolade. Jeg har i øvrigt ladet mig fortælle, at papegøjer ikke er i stand til at fordøje laktose i mælk, så heller ikke dette skal stå på foderplanen.
Ædelpapegøjer skal tilbydes den - så vidt muligt - mest varierede fodersammensætning for at sikre optimal kondition. Da disse fugle i naturen lever det meste af sin tid i høje træer, hvor den hovedsageligt søger sin føde, er det mest hensigtsmæssigt, at man i fangenskab placerer foderskålene højt oppe over gulvet i volieren. Disse foderskåle skal have nogle solide forankringspunkter, så Ædelpapegøjen ikke kan vælte dem ned. Samtidig skal man være opmærksom på, at man Ædelpapegøjer kan være nogle ”grise”, når de skal indtage føde, dels når de fortærer forskellige former for frugt, dels når de netop har fået serveret en stor skål med en frøblanding, hvor det første de ofte finder på er at rode rundt i skålen med sit næb for at finde sine yndlingsfrø, hvorved store dele af frøblandingen kan blive spredt vidt omkring.
Også landet Zambia, der ligger nordpå i den centrale del af det sydlige Afrika, har udgivet et frimærke med en Ædelpapegøje-han. Zambia er ellers kendt for helt andre papegøjearter, bl.a. den Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis)
I fangenskab
For en årrække siden var Ædelpapegøjen under beskyttede forhold kendt som en ømfindtlig fugl. Helt oppe i 1960’erne blev der importeret en hel del Ædelpapegøjer til Europa, som ofte var i en dårlig helbredstilstand trods tiltagende gode transportforbindelser. I starten nægtede mange af disse importfugle at tage føde til sig, og det var oplevelsen, at hunner var mere ømfindtlige end hanner. Dødeligheden blandt hunner var da også højere, noget der også synes at forekomme blandt fugle i naturen, hvor hunner menes at forefindes i et ikke uvæsentligt mindre antal. Med tiden er Ædelpapegøjerne heldigvis blevet mere robuste i fangenskab, da de gennem mange generationers opdræt er blevet akklimatiserede til bedre at kunne leve under de vilkår, som vi kan byde dem på vores breddegrader.
Med tiden er disse pragtfulde fugle blevet en af de mere populære mellemstore papegøjer i Europa, herunder i Danmark. I USA har Ædelpapegøjer gennem mange år været blandt fugleholdernes absolutte favoritter enten som forældreopmadede eller håndopmadede fugle. I modsætning til flere andre mellemstore papegøjearter anses Ædelpapegøjer ikke længere for vanskelige at opdrætte i fangenskab.
Under beskyttede forhold er Ædelpapegøjen efter sigende modtagelig over for forskellige sygdomme, som ikke kendes i naturen. Det omfatter bl.a. forskellige former for muskelspasmer, og årsagerne hertil er ikke klarlagt, men det menes, at en væsentlig årsag kan skyldes en kemisk ubalance i vitaminer og mineraler, som hæmmer optagelsen af calcium, og derfor giver mangelsymptomer. Denne ubalance kan ifølge førende internationale dyrlæger opstå efter fodring med kommercielt producerede fødevarer, eller når pellets udgør en betydelig andel af kosten, som i store mængder er kunstigt beriget med vitaminer eller kunstige farvestoffer, men kan også skyldes simpel dehydrering. Kunstigt berigede og kunstigt farvede fødeemner kan også forårsage allergiske reaktioner hos nogle fugle, der kan give sig udslag i svær kløe, som kan føre til fjer- og hudskader.
Ædelpapegøjer kan måske i højere grad end andre selskabspapegøjer (på nær måske Gråpapegøjer fra slægten Psittacus) af lignende størrelse være tilbøjelige til at udvise en selvdestruktiv adfærd, som kan give sig udslag i forskellige former for fjerplukning. Årsagerne hertil kan være svære at bestemme, men visse dyrlæger mener, at kosten generelt er den primære årsag til disse helbredsproblemer, der samtidig kan føre til hormonelle forandringer, ligesom forkert stækning menes at kunne udløse fjerproblemer. Når denne adfærd begynder, er den næsten umulig at stoppe, medmindre årsagen er blevet identificeret, og fuglen behandles. Ofte kan en simpel halskrave dog forhindre fuglen i at plukke fjerene af hele kroppen.
Som allerede nævnt så er Ædelpapegøjer almindeligvis rolige fugle i fangenskab, hvor de nærmest udviser en eftertænksom natur, når de introduceres over for nye mennesker, genstande eller situationer. Det har givet anledning til det fejlagtige indtryk, at disse fugle er sky og kedelige, hvilket ingenlunde er tilfældet. De foretrækker en i forvejen kendt rutine, da de bestemt ikke er glade for forstyrrelser, nye ting og nye mennesker, som de kan reagere ret negativt på. Derfor skal man gradvist tilvænne fuglene, når nye ting og mennesker introduceres for dem.
Ædelpapegøjer er generelt ikke svære at tæmme, og det gælder endda voksne volierefugle. Nogle er af den opfattelse, at hanner er lettere at tæmme end hunner, ligesom de mener, at de er bedre til at lære at imitere. Min egen erfaring er i øvrigt, at Ædelpapegøjer sjældent bider, men jeg har også erfaringer med det modsatte. Jeg har f.eks. en Rødsidet Ædelpapegøje-hun (Eclectus roratus polychloros), som er den sødeste og mest blide fugl over for mig og alle andre hankønsvæsener uanset alder, men når det kommer til kvinder, herunder min hustru, så skifter den fuldstændig karakter. Dens pupiller bliver små som knappenålshoveder samtidig med, at den vedblivende ytrer lyden ”aaarrrr”, hvorefter den (hvis den flyver frit) forsøger at angribe enhver kvinde og bider fra sig ganske eftertrykkeligt. Til historien hører, at denne fugl oprindelig er en håndopmadet fugl, som jeg har købt af en dyrlæge. Dyrlægen havde i sin tid købt den af en fugleholder, som havde håndopmadet den. Jeg køber af princip aldrig nogensinde håndopmadede papegøjer af de fugleholdere, som håndopmader for ikke at støtte dette uvæsen af ”fabriksfremstilling af papegøjer med stærkt afvigende og unaturlig adfærd”. Jeg ”frikøbte” derfor denne fugl fra en 1.-gangskøber, der ikke kunne have den længere, for at sætte den sammen med en forældreopmadet han, så hun forhåbentlig kunne blive præget af en naturlig adfærd. Det er jeg for første gang lykkedes med, og det har jeg fået et pragtfuldt avlspar ud af, men på en eller anden måde er hun-fuglen stadig så meget præget af en helt unaturlig menneskelig adfærd, at den betragter enhver kvinde som konkurrent, der skal angribes og jages væk.
Med tiden har jeg erfaret, at Ædelpapegøjer har et glimrende imitationstalent, der som tidligere nævnt også gælder efterligning af bestemte menneskers toneleje, men samtidig har fuglene også øre for at efterligne forskellige lyde, som de hører omkring sig f.eks. en telefon, der ringer.
Når man holder Ædelpapegøjer under beskyttede forhold, så skal man specielt være opmærksom på, at de har en tendens til at udvikle et langt overnæb og lange kløer, som det også kendes fra visse andre fuglearter i fangenskab. Det kan man et stykke hen ad vejen modvirke ved - for næbbets vedkommende - at give fuglene masser af friske naturgrene at gnave i, ligesom det er vigtigt at give dem jod- og mineralblokke, som de også gerne gnaver i. Over de senere år er kunstige siddepinde med et ”cementlignende” overtræk blevet populære at give store papegøjer i fangenskab, da disse pinde efter sigende skulle medvirke til at holde fuglens kløer nede, når den lander eller sidder på denne pind. Imidlertid går det også udover huden på undersiden af fuglens fødder, hvilket man skal være meget opmærksom på. Det er derfor vigtigt, at man løbende klipper fuglenes kløer, og medmindre man er en meget erfaren fugleholder, der ved, hvordan man undgår at klippe ind i blodåren på de meget mørke kløer, så skal man helt og aldeles afholde sig fra at gøre dette, og i stedet overlade dette til en dyrlæge, der i praksis har erfaring med at klippe kløerne på store papegøjer. Er der behov for at tilrette næbspidsen, så tilrådes det under alle omstændigheder at overlade trimningen heraf til en fuglekyndig dyrlæge.
Det menes, at Ædelpapegøjer i fangenskab sagtens kan nå en levealder på omkring 30 år, men set i lyset af, at større hold af Ædelpapegøjer under beskyttede forhold først begyndte i 1980’erne, er man ikke på helt sikker grund i dette spørgsmål. Af hensyn til fuglenes fysiske og psykiske velbefindende er det vigtigt til stadighed at stimulere dem. Personligt er jeg ikke tilhænger af det legetøj, som man kan købe hos dyrehandlere, men man bør til stadighed forsyne fuglene med ikke-sprøjtede og ikke-forurenede naturgrene, hvoraf man måske af nogle kan lave en naturlig gynge, som fuglene godt kan lide at sidde i. En lukket solid kæde, der er ophængt i volieretaget med en kort kraftig naturgren i enden, er også en glimrende aktivitet. Derudover kan man udfordre fuglene ved at skjule ”godbidder” forskellige steder i volieren.
Jeg kunne ikke stå for denne prægtige Vosmaer’s Ædelpapegøje-hun (Eclectus roratus vosmaeri), selv om den desværre har et defekt overnæb, hvorfor jeg har medtaget fotoet, der tydeligt viser denne underarts helt cadmiumgule undergump (underhaledækfjer) og brede kant langs halespidsen. Det er i øvrigt sjældent, at man ser Ædelpapegøjer med egentlige næbskader, hvorimod man desværre ret ofte kan se – især hanfugle – med et forvokset overnæb, der så skal trimmes hos en fuglekyndig dyrlæge
Opdræt under beskyttede forhold
Når man arbejder med Ædelpapegøjer med opdræt for øje, er man godt stillet, da der visuelt er meget stor forskel på de to køn, så her får man ikke brug for DNA-attester. Den største udfordring ved at avle med Ædelpapegøjer er derfor at få et par, der har sympati for hinanden, da begge køn skal supplere hinanden i forbindelse med ynglen, herunder med yngleforberedelser, beskyttelse af reden, fødesøgning, opmadning af unger, etc., da hunnen ikke selv kan forestå alt dette. I yngleperioden er der da også en naturlig arbejdsfordeling mellem kønnene, og skal det føre til succes, forudsætter det, at de to fugle fatter sympati for hinanden. I naturen er der mange mager at vælge i mellem, og det kan være en lang proces at finde den rette partner. Man kan ikke bare sætte 2 fugle sammen og så forvente at få dem til at yngle med det samme. Denne udfordring kan man løse ved at købe flere ubeslægtede ungfugle og henover tid lade dem selv parre sig ud. På den måde er der betydelig større sikkerhed for at få befrugtede æg med et efterfølgende succesrigt opdrætsforløb. Specielt håndopmadede fugle kan have svært ved at yngle, da de mangler de vigtige biologiske ”kodninger” fra deres forældre under sin opvækst, hvilket på langt sigt kan true artens overlevelse under beskyttede forhold.
Når man opdrætter Ædelpapegøjer, er det absolut mest væsentlige punkt herudover at udfinde sig ”rene” fugle, som ikke er blevet krydset med andre underarter. Derfor skal man kende fuglens oprindelse, og man bør som følge heraf kun købe fugle hos en seriøs opdrætter, der reelt har fokus på denne problemstilling. Man skal være opmærksom på, at da man for over hundrede år siden begyndte at importere levende fugle til brug i fangenskab, har man ikke i alle tilfælde været opmærksomme på, at adskille de forskellige Ædelpapegøje-former fra hinanden, hvilket sikkert er sket mange gange over årene, hvilket kan forklare, hvorfor der måske især i Australien og - til dels - i USA i dag er mange ”krydsede” fugle.
Når man har anskaffet et (under)artsrent par Ædelpapegøjer, så ligger der dernæst en udfordring i, om fuglene gør alt det rigtige undervejs i yngleforløbet. Det kan nemlig tage måneder – måske år – før en Ædelpapegøje-han har lært at made sin mage og parre sig rigtigt. Jeg har selv en over 4-årig Ædelpapegøje-han, som endnu ikke helt har lært at made sin mage korrekt, men det skal nok komme. Som allerede anført kan især håndopmadede hunner have svært ved at passe sin rede (rugning og opmadning af unger), hvilket kan blive et stort problem på lang sigt.
Det antages, at Ædelpapegøjer i reglen bliver kønsmodne mellem 2. og 3. leveår for så vidt angår de små underarter som f.eks. Solomon Ædelpapegøjen (Eclectus roratus solomonensis), hvorimod de store underarter, herunder nominatformen, først bliver kønsmodne i 3 - 4 års alderen.
Ædelpapegøje-hunner har et stærkt moderinstinkt, og i fangenskab vil de konstant afsøge mulighederne for at påbegynde en rede ved at klatre ind i skabe, skuffer og rum under møbler for dernæst at blive meget rethaveriske og forsvare stedet. Jeg har en Ædelpapegøje-hun, der ind i mellem får lov til at flyve frit i fuglehuset, når jeg fodrer, og det kan være særdeles underholdende at opleve. Alle mørke steder, som f.eks. gulvet under en række kassebure, bliver undersøgt og vurderet som redemulighed. Derfor oplever jeg, at hunnen går rundt på gulvet i fuglehuset, medens jeg fodrer, og det er en herlig oplevelse at se den vralte rundt. Ædelpapegøje-hunnens yngleinstinkt kan være så udtalt, at selv en hun uden mage ofte vil lægge ubefrugtede æg, når foråret begynder. Det er ofte muligt at placere forladte æg fra andre papegøjearter under en Ædelpapegøje-hun i ynglestemning, da hun typisk vil acceptere ægget og udruge det i bedste ”Mågefinke-stil”.
Jørgen Petersen
Konciperet/Opdateret: 16.12.2011/23.01.2016
DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!
Del siden
About the Blue-naped Parrot (Tanygnathus lucionensis)
A story about determining the right subspecies
THIS ARTICLE CAN ONLY BE VIEWED CORRECTLY FROM A PC, NOT A MOBILE PHONE.
My first encounter with the Tanygnathus genus
Already when I was a teenager back at the beginning of the 1970's, you could occasionally see some very special parrot species at one of the large bird traders in Copenhagen (Denmark), who were known for continuously importing many parrots from the various parrot continents. They were smaller medium to medium sized green parrots with a beautiful mosaic pattern on their wings, which is caused by the different colored wing coverts are being broadly marked with orange-yellow edges (in most of the subspecies) and with an impressive, disproportionately large red beak compared to the rest of the bird. These birds later turned out to be Tanygnathus lucionensis and Tanygnathus megalorynchos, and I remember that on the few occasions I saw them, it was usually just a single bird in the cage tucked away over in a corner of the shop premises, possibly because they were mistakenly included in a shipment from Asia along with a number of other far more popular parrot species.
At this time, nobody really knew anything about these birds, and at the same time they did not seem to have much interest among aviculturists. This has since changed quite a bit because nowadays many aviculturists are fascinated by these parrots.
But what is it that makes parrots from the Tanygnathus genus so fascinating?
Photo 01:
Tanygnathus lucionensis lucionensis: The scientific Latin species name "lucionensis" means coming from Luzon, the largest island in the Philippines. This is the nominate subspecies coming from the islands of Luzon and Mindore in the northern parts of the Philippines. The beautiful photo clearly shows the upper side of the nominate subspecies which is characterized by it is having a blue/bluish mantle, back, lower back and upper rump. Photo: Forest Botial-Jarvis-Bataan, Philippines-Macaulay Library ML560592651.
Brief introduction to the whole Tanygnathus genus
Before we delve into the substance and take a closer look at the main focus of this article, namely the determination of the Tanygnathus lucionensis subspecies, here is an overall and very short introduction to the entire Tanygnathus genus:
The Tanygnathus genus represents a group of parrots with predominantly green plumage that are smaller medium to medium sized birds with large - in several instances - very large, heavy mainly red beak (hence the Latin scientific designation, “Tanygnathus”, that means extended, long and beak/jaw, is well-deserved) and a proportionately short, wedge-shaped rounded tail, which is somewhat stepped and is shorter than their wings, giving them - according to the world-renowned Australian ornithologist Joseph M. Forshaw - a “top-heavy” look. There is no prominent notch in the upper mandible and the cere is naked. Sexual dimorphism is slight or absent, and young birds generally appear duller than adults.
The premise of this article is the world's leading, current nomenclature/taxonomy, “THE HOWARD AND MOORE COMPLETE CHECKLIST OF THE BIRDS OF THE WORLD”, version 4 from 2013 and newest version 4.1 from August 2018, ”Errata and Corrigenda to Volume 1”, (used by the world's leading scientists, researchers, ornithologists, curators, etc.) mentions the following species and subspecies belonging to the Tanygnathus genus:
- Great-billed Parrot, Tanygnatus megalorynchos (nominate subspecies + 4 subspecies)
Status in the wild according to BirdLife International: “Least Concern”.
- Blue-naped Parrot, Tanygnathus lucionensis (nominate subspecies + 4 subspecies)
Status in the wild according to BirdLife International: “Near Threatened”.
- Blue-backed Parrot, Tanygnathus sumatranus (nominate subspecies + 4 subspecies)
Status in the wild according to BirdLife International: “Least Concern”, except from the everetti subspecies, they are “Endangered”.
- Black-lored Parrot, Tanygnathus gramineus (nominate subspecies).
Status in the wild according to BirdLife International: “Vulnerable”.
The members of the Tanygnatus genus are closely related to the Eclectus Parrots (the Eclectus genus). However, the most Tanygnathus species are much smaller and are less heavily built than the Eclectus Parrots and thus more elegant. Just as you see with members of the Eclectus genus, Tanygnathus females are also known to be quite aggressive towards males, but in fact some Tanygnathus males can also be aggressive towards females. It can even become so violently that the female's toes can be bitten off. As with the Eclectus Parrots, there is only limited interaction between the sexes in daily life and mutual preening is not something that I yet have experienced in the Tanygnathus species that I have kept for some years.
Genetic evidence has also supported close relationship to the Psittacula genus as it looked like up until 2019. For example, there are many similarities between Tanygnathus megalorhynchus and Psittacula eupatria magnirostris (nowadays Palaeornis eupatria magnirostris, in english Andaman Alexandrine Parakeet); if one abstracts from the fact that the former has a short tail and the latter has a long tail, just try to compare the enormous and amazing beaks of both birds.
This genus is native to Southeast Asia and Melanesia. The overall distribution area is mainly the Philippines, New Guinea, the Moluccas and Sulawesi (the world's 11th largest island, also called Celebes).
In nature, their food mainly consists of fruits (e.g., mangoes), seeds, berries, nuts and insects. Sometimes their food also consists of crops e.g., corn.
What particularly fascinates me about this genus is their disproportionately large beak, which in the vast majority of cases is large and red and thus very prominent, you can't help but focus precisely on it when you look at the bird. It cannot be said that the members of the genus Tanygnathus are brightly colored, but most species/subspecies have an incredibly beautiful mosaic pattern on their wings, which is caused by the different colored wing coverts are being broadly marked with orange-yellow edges (in most of the subspecies). Although some of the birds may appear a little compact, they are very agile and move incredibly elegantly in the branches of the trees.
Kept in human care, these birds appear very shy at first, but gradually they become calmer and, in some cases, they can become completely comfortable with human contact.
None of the four different Tanygnatus species have ever been common within the aviculture, which may be surprising, as they are rather quiet and low-voiced birds that you can become familiar with over time. Having said that, Tanygnathus lucionensis is the "most frequently" occurring species among aviculturists, whereas Tanygnatus megalorynchos and Tanygnathus sumatranus are seen even less often. Very remarkably, Tanygnathus lucionensis has the reverse status in nature where it has become a fragile species with a status of being "Near Threatened". BirdLife International has estimated that there are only 1,500 - 7,000 individuals left in the wild of this species with associated subspecies. Besides, the population development is also decreasing mainly due to logging of trees in its habitats. Neither Tanygnatus megalorynchos nor Tanygnathus sumatranus is nearly threatened in the wild, fortunately they are of the least concern. It is therefore very paradoxical that Tanygnathus lucionensis is the most widespread species among aviculturists in Europe.
Photo 02:
Tanygnathus megalorhynchos sumbensis: This photo shows a subspecies of the biggest species belonging to the Tanygnathus genus, the Great-billed Parrot (Tanygnatus megalorynchos) which also have the largest and most impressive beak of these species. Tanygnatus megalorhynchos sumbensis, comes from the island of Sumba (Lesser Sundas). Photo: Mehd Halaouate.
Lack of reliable knowledge about the Tanygnathus genus
One thing is to have a scientifically worked-out taxonomy that lists and divides the Tanygnathus genus into species and subspecies distributed by geographical distribution areas, another thing is to find reliable sources (field studies, literature, photos, etc.) that describe all the members of this genus in detail and accurately. I have many parrot books, encyclopedias, etc., but I have never managed to find a book with accompanying photos that in a credible manner in detail describe all the various Tanygnathus species with its associated subspecies. At best, this genus is all too often referred to be only peripherally described in these books. Moreover, a number of these descriptions are only superficial, and it is of no use if you have to determine the subspecies of a species that has a number of very comparable subspecies (cf. later). The different parrot books contain almost no photos where one can really compare all the subspecies and see the differences between these. Up until now I haven't been able to find a book or another source of sufficient credibility and accuracy.
With this article, I will try to contribute to creating a little more clarification in relation to some of Tanygnathus lucionensis' subspecies, and that is the focus for the rest of this article. At the same time, it must be emphasized that the present article predominantly deals with taxonomic and morphological issues in order to try to determinate the right subspecies of the Tanygnathus lucionensis that I keep, to which comes some general information about the species in the wild. However, the article does not deal with topics such as keeping, feeding and breeding of Tanygnathus lucionensis in human custody.
A little about Tanygnathus lucionensis in the wild
Very summary, this is a smaller medium sized parrot, around 31 cm in length, primarily green except for a light blue rear crown and nape, pale blue lower back and rump (cf. subspecies later), shoulders with broad orange-yellow edges on black wing coverts, and blackish underwings with green underwing coverts.
As already mentioned, this species is listed as “Near Threatened” by BirdLife International because there are some indications that it has a moderately small, fragmented population, and it may be undergoing a continuing decline due to habitat loss (logging) and trapping. However, little is still known about the population size, population structure and threats to this species.
Tanygnathus lucionensis is present throughout the Philippines, where there are records from at least 45 islands, plus the Talaud Islands, Indonesia, and islands off north-east Borneo belonging to Malaysia (e.g., Kota Kinabalu, which is a very popular photo spot for tourists interested in this species) and it is therefore not a country endemic species.
It was common on most islands in the Philippines a century or less ago, but has suffered declines since on such a scale that it is now rare or extinct on many islands. However, it does survive in small pockets of habitat on the smaller islands, so that its status overall is difficult for BirdLife International to assess. Moreover, it is still fairly numerous in some areas of Palawan and on Tawi-Tawi, and high numbers should be present in a large tract of forest on Talaud. Intensive habitat loss and trapping have made this species scarce on most islands except Mindoro and Palawan, but still a local animal protection organization has raised concerns over the increasing illegal trade of this bird on Palawan.
It also occurs in urban areas such as several national parks within the Philippines: Bataan, Quezon and Minalungaw.
As previously stated, BirdLife International's current estimate of the number of Tanygnathus lucionensis (incl. subspecies) is 1,500 - 7,000 mature individuals, while the population development is described as declining owing to habitat degradation from agricultural expansion and logging pressures to which comes illegal trapping for the cagebird trade. It is a bird of closed and open forest formations, including secondary forests, coconut and banana plantations and mangrove, chiefly in lowland and coastal areas, up to 1,000 m. It is usually found in flocks of up to 12 individuals which roost communally and make regular dawn and dusk flights between feeding and roosting areas. Breeding takes place in a hole in a tree in from April till July.
Photo 03:
Tanygnathus lucionensis lucionensis: When you see photos of these birds from the nature, you most often see them sitting in the tall tree crowns where they prefer to be. Although some of the birds may appear a little compact, they are very agile and move incredibly elegantly in the branches of the trees. Photo: Stephan Lorenz-Bataan, Philippines-Macaulay Library ML563667891.
The scientifically recognized subspecies of Tanygnathus lucionensis
“THE HOWARD AND MOORE COMPLETE CHECKLIST OF THE BIRDS OF THE WORLD” (see above) recognizes the following subspecies of Tanygnathus lucionensis:
Note to the above table:
I am fully aware that in the spring of 2023, Arndt-Verlag has issued a new - and final - complete version of the "Namensliste der Papageienarten und Unterarten" (Latin, German and English names). It states the existence of - in relation to Arndt-Verlag's poster with the Tanygnathus genus (“Großschnabelpapageien”) - four "other" Tanygnathus lucionensis subspecies, namely nigrorum, siquijorensis, koikei und paraguenus, without these being further described. These four 4 "other" Tanygnathus lucionensis subspecies are not recognized today by the leading scientific taxonomy, and the deviations that the designation of these subspecies has expressed in its time are today simply considered variance within the framework of the currently recognized subspecies. They are thus assimilated into the current range of subspecies.
So, these four "other" Tanygnathus lucionensis subspecies are ignored here, as the article is based on the world's leading taxonomy, which is based on solid scientific evidence as the basis for the division into species and subspecies (for example, the subspecies, siquijorensis, was in its time solely determined from only a single holotype specimen).
All of the four "other" subspecies mentioned by Arndt-Verlag, koikei and paraguenus, as well as nigrorum and siquijorensis, were all already mentioned as subspecies in the world's first large complete parrot book, called "Papegøjebogen" (in English "The Parrot Book"), which was written by the Dane, J. L Albrecht-Møller, with the assistance of another Dane, Aage V. Nielsen. J. L. Albrecht-Møller was approximately 30 years to write "The Parrot Book", which was completely published in 1973. Unfortunately, the book is only available in Danish and consists of almost 700 densely written pages spread over 3 volumes as well as a completely extra 4th volume filled with color drawings of a large number of species and subspecies of parrots of all kinds.
In fact, it was a third Dane, an internationally highly respected scientist, Finn Salomonsen (zoologist and ornithologist), who first described the subspecies nigrorum and siquijorensi. During an expedition to the Philippines in the years 1951 - 1952, he also did some research on this genus.
As mentioned, none of the above four "other" subspecies have found grace for inclusion in Howard and Moore's taxonomy. Nor does the world's second major scientific "heavyweighter" within bird taxonomy, "The Clements Checklist of Birds of the World", 6th Edition, that was published and released by Cornell University Press in June 2007 take these four "other" subspecies into account.
Photo 04:
Tanygnathus lucionensis lucionensis: As a nest these birds use a hole in a tree where they during April - July are breeding. The nest is often found in secondary forest, at forest edges and in plantations at elevations of up to 1000 m. Photo: Bradley Hacker-Bataan, Philippines-Macaulay Library ML214490541.
My first purchases of Tanygnathus lucionensis did not go as hoped
From my first encounter with this genus back in the early 1970's, it was always in the back of my mind that when the right opportunity presented itself, I would like to acquire such birds, but almost a lifetime should pass before thoughts turned into action in autumn 2018. Here I acquired my first pair of Tanygnathus lucionensis from a foreign breeder who had guaranteed me a 100 % perfect and unrelated pair. As he himself only had one breeding pair, he had procured an unrelated female bird via another aviculturist in a neighboring country. The breeder informed me that the birds were of the subspecies Tanygnathus lucionensis talautensis, which, compared to the nominate subspecies, that has a blue/bluish mantle, back, lower back and upper rump, instead has a pure green plumage in the same places. He further stated that it was the subspecies that was found most among aviculturists in Europe. After driving many hundreds of kilometers to collect the birds, it unfortunately turned out that the breeder's own male bird - in contrary to what he had otherwise promised - was not 100 % perfect, as it was basically missing half the length of the tail, which I had not been informed about before my departure from Denmark. Since I had driven so far, and because it was a rather rare bird, I chose, after consultation with my wife, who went along on the trip, to bring both birds home to Denmark, but my disappointment with this seller, who, after all, several times had guaranteed that both birds were 100 % in order, was great. At home in Denmark, the birds were placed in an approximately 6-week long quarantine period and different clinical disease testings were conducted both via PCR and serology, and all test results were negative for ABV/PDD, APV, PBFD, and CPS, etc. Already during the quarantine period, I had observed that the male bird, which unfortunately was hand-reared, had an abnormal behavior. Besides, the fact that it had a habit of plucking its own feathers, it was obviously also mentally disturbed, which resulted in highly unusual behaviour, where it, among other things, sat in the same place around the clock without moving, and it seemed almost terrified of e.g., natural branches, to which was added the fact that it had absolutely no interaction with the female bird. I contacted the seller to return the bird, but he refused to take it back, so as the bird's condition further deteriorated, in consultation with a veterinarian specialized in bird diseases, it was decided to euthanize the bird, so my first attempt at acquiring a pair of this species ended in failure. The female was subsequently sold to another aviculturist who was missing a female bird, as I was of the opinion that it probably would be easier to buy a new pair together.
I had not given up on my dream of keeping this species, but next time the acquisition should be made from a much more serious and experienced breeder of this species. During my search for such a breeder, I sometimes came across other aviculturists who also mentioned that the subspecies Tanygnathus lucionensis talautensis is the kind that is most widespread among European aviculturists.
In autumn 2021 - after being registered with a new breeder for nearly 1 year in order to be allowed to buy a pair - I ended up buying a new pair. This breeder sold his birds just as being Tanygnathus lucionensis i.e., without being subspecies determined, but it was clear that even these newly acquired birds did not have the features known for the nominate subspecies in the form of a blue/bluish mantle, back, lower back and upper rump. Once again, these feather areas were completely green on the birds (as they also were on the two pairs of parent birds), so it had to be the subspecies Tanygnathus lucionensis talautensis. These birds came from an aviculturist who generally maintains a very high level of hygiene and besides has a bird collection that has been clinically tested for the common parrot diseases. Even so, I always also have newly purchased birds re-tested for diseases in connection with the 6-week quarantine period during which they are physically isolated. All the various tests turned out to be negative, but already a few days into the quarantine period the male still seemed to be a bit lethargic and he sneezed once in a while. So, once again he had to be examined by a veterinarian specialized in bird diseases, who took renewed samples from the bird. After laboratory analysis it turned out that the bird had a special rod bacterium that caused sinusitis, so it was put on a penicillin cure with a targeted antibiotic, but it didn't help, the bird got worse and had to remain in quarantine. Another two cures of other and more extensive penicillin preparations over several weeks (with an intermediate period of rebuilding the intestinal flora in the stomach) took place, but nothing helped, it was a chronic sinusitis, and as the bird's condition now was really bad, it also had to be euthanized without at any point having left the quarantine station for several months. The female bird, which is a big beautiful bird in top condition, had no symptoms at any time (sinusitis is not contagious), so this time I decided to keep the surviving female bird.
In 2022 I had the opportunity to buy several young birds from different breeding pairs from the same breeder, who gave me a price reduction on one of the new birds, because I had lost the male that I had bought from him the year before. All these birds came well throughout the quarantine period and besides the fact that they all seem very vital, they also have a very natural behavior, and I have to say that they really make use of their large beaks to gnaw on the many fresh (and unsprayed/uncontaminated) natural branches with which they continuously are supplied. The birds are all, without exception, completely green in the plumage on the mantle, back, lower back and upper rump, and therefore - once again - it just had to be the subspecies Tanygnathus lucionensis talautensis, cf. the information I had received from the various breeders I had spoken to around Europe. Besides, the birds also visually corresponded to a very lifelike drawing in Joseph M. Forshaw's magnificent book, “Parrots of the World” (1st edition, 1973), on page 189, where there is an absolutely excellent color drawing of Tanygnathus lucionensis talautensis made by the outstanding illustrator, the late William T. Cooper (the drawing shows an adult male only with a blue nape (rest of the head is green) and with completely green mantle, back, lower back and upper rump).
The doubt about which subspecies arises
From 2018, I - as several other European aviculturists probably also have heard - were told the story that the subspecies we today have in human care in Europe mostly are the Tanygnathus lucionensis talautensis subspecies, but over time I became more and more uncertain whether this was true.
After acquiring my birds, I later on bought the poster, “Großschnabelpapageien”, from Arndt-Verlag (Thomas Arndt) containing “all” the Tanygnathus species and subspecies, where a pair of Tanygnathus lucionensis talautensis (see photo below) is illustrated with almost completely blue heads in contrast to the adult specimen of this species shown with only a clearly defined blue nape in the color drawing in "Parrots of the World" mentioned above (though Joseph M Forshaw mentions that “blue on crown and occiput variable”, which implies the possibility of a certain form of variance).
Photo 05:
Tanygnathus lucionensis talautensis: This photo shows an extract from Arndt-Verlag's poster, “Großschnabelpapageien”, where a male and female of this subspecies are illustrated with almost completely blue heads in contrast to the adult specimen of this species shown with only a clearly defined blue nape in the color drawing in Joseph M. Forshaw’s book, "Parrots of the World".
I was thereafter wondering if it was possible to find a trustworthy and competent person, who actually had been on the Talaud islands and seen how Tanygnathus lucionensis talautensis looks like in wildlife, then it once and for all could be discovered whether the birds that I and other European aviculturists have bought in reality are of this species, or maybe a completely different one.
I then remembered that I during the COVID19-crisis was invited to attend in a Zoom meeting on Wednesday, 22nd September 2021 organized by The Avicultural Society of Australia. Here Mr. Mehd Halaouate held a presentation on the topic "Challenges and Rewards of a mixed Collection". It was an extremely interesting presentation, which included some absolutely stunning photos of wildlife birds from Indonesia including Papua. In many cases the presentation also contained photos of parrot species that we - the European aviculturists - only can dream of and read about in books. During this presentation Mehd Halaouate also showed some photos of birds from the Talaud Islands where he had followed the natural bird life.
In November 2021 I therefore contacted Mehd Halaouate, and asked him, if he during his visits to the Talaud Islands had observed the Tanygnathus lucionensis subspecies and maybe even had taken any photos of this subspecies during his stay. Mehd Halaouate got back to me and stated that he actually had observed Tanygnathus lucionensis talautensis in its natural habitat and also had taken photos of the birds even though he didn't get many since it was challenging to find them and they weren't kept as pets on these islands. I was completely overwhelmed to see Mehd Halaouate’s photos of these birds from the wild and below you can see a couple of these photos of which one actually shows that a big part of the upper head of this subspecies is blue, not just the crown (nape or neck patch). According to Mehd Halaouate most of the birds in the Talaud Islands have heads where almost all the upper parts are clearly blue, and those birds whose heads not almost were entirely blue appeared to be uncolored fledging juveniles as he were there during the breeding season, August and September.
Photo 06
Tanygnathus lucionensis talautensis: This is a photo of an adult, fully colored bird taken by Mehd Halaouate during one of his two trips to Krakelong which is one of the islands that make up the Talaud Islands. Mehd Halaouate was there doing some conservation work for the Red-and-blue lory (Eos histrio).
Photo 07
Tanygnathus lucionensis talautensis: This is also a photo taken on Krakelong Island that shows that the intensity of the blue coloration on the head was not present in all birds. According to Mehd Halaouate it was probably because he was there during August and September which is the breeding season where he encountered many fledging juvenile birds.
Renewed contact with Mehd Halaouate
Time passed and I couldn't help thinking that now that my Tanygnathus lucionensis cannot be of the subspecies talautensis, what kind of subspecies is it then?
In the intervening period I had of course done my homework and made my own research and had come to the conclusion that my birds could probably be Tanygnathus lucionenis salvadorii, which, like Tanygnathus lucionensis talautensis, is the only other (described) subspecies - approved by Howard and Moore - which has a complete green mantle, back, lower back and upper rump.
This subspecies also appears in Arndt-Verlag's poster, “Großschnabelpapageien”, and is shown in the photo below.
Photo 08
Tanygnathus lucionensis salvadorii: This photo shows an extract from Arndt-Verlag's poster, “Großschnabelpapageien”. Apart from Tanygnathus lucionensis talautensis, this is the only other subspecies - recognized by Howard and Moore - which has a complete green mantle, back, lower back and upper rump.
So, in order to get a second opinion and be quite sure about the subspecies determination I decided to contact Mehd Halaouate again to ask him what subspecies he would judge my Tanygnathus lucionensis to be. I sent him various available color descriptions of the relevant subspecies as well as - not least - photos of my birds, all of which can be seen excerpted below.
Descriptions of the Tanygnathus lucionensis subspecies
As you know, the world's leading current nomenclature/taxonomy, “THE HOWARD AND MOORE COMPLETE CHECKLIST OF THE BIRDS OF THE WORLD” mentions up to 4 subspecies (hybridus, talautensis, salvadorii and horrisonus) in addition to the nominate subspecies, but unfortunately this work does not contain any descriptions of the individual subspecies. Instead, one has to look in different zoological museums around the world to find stuffed birds of the so-called "holotype specimens" for each subspecies, and this is quite an unmanageable task. I therefore had to find other trustworthy sources that contain color descriptions of the various subspecies:
Source 1 for color description: Joseph M. Forshaw
As already mentioned, it is very unfortunate that there is no credible, scientifically evidence-based literature covering the entire Tanygnathus genus, with correct and detailed descriptions of each subspecies. In the absence of this, I instead rely on the Australian ornithologist Joseph M. Forshaw's impressive book “Parrots of the World”, which however, only mentions 2 subspecies (hybridus and talautensis) besides the nominate subspecies, but the description of the two subspecies here is unfortunately not adequate. However, in the original edition of this book (1st edition, 1973), on page 189, there is an absolutely excellent color drawing of Tanygnathus lucionensis talautensis made by the outstanding illustrator, the late William T. Cooper (an adult male only with a blue nape (not on the rest of the head) and completely green mantle, back, lower back and rump).
Source 2 for color description: Thomas Arndt (Arndt-Verlag)
In the well-known "Lexicon of Parrots" (version 3.0), Thomas Arndt mentions the same two subspecies as mentioned by Joseph M. Forshaw (hybridus and talautensis).
However, in his poster, “Großschnabelpapageien”, containing species and subspecies from the Tanygnathus genus, Thomas Arndt shows both the nominate subspecies of Tanygnathus lucionensis and 3 subspecies (hybridus, talautensis and a “new” one, namely salvadorii). If one looks closer at this poster from Thomas Arndt (see above), he has illustrated Tanygnathus lucionensis talautensis - both the male and the female - with almost completely blue heads in contrast to the color drawing in "Parrots of the World" (also mentioned above) that shows an adult Tanygnatus lucionensis talautensis with only a blue nape patch and not a blue head. This corresponds to the photos Mehd Halaouate himself took of adult birds of this subspecies during his two visits to the Talaud Islands.
However, and very interesting, on the same poster from Thomas Arndt, he also displays the subspecies Tanygnatus lucionensis salvadorii that in particular deserves attention. This subspecies is shown with only a blue nape and completely green back and rump (and looks very much like the Tanygnatus lucionensis talautensis, that is shown in Joseph M. Forshaw’s book mentioned above).
Source 3 for color description: World Parrot Trust
What is very remarkable is that the World Parrot Trust, on its website - like Joseph M. Forshaw - only mentions the subspecies hybridus and talautensis, but when one read further in the text under the actual description of the two subspecies, World Parrot Trust actually also describes salvadorii under the description of talautensis (they mention that the two different subspecies look the same). How this is possible, I can't quite see through.
Summary overview of visual differences between the individual subspecies
Since there is no adequate and sufficient information on the sizes (length and weight) of the individual subspecies, only selected visual special characteristics for the plumage (color differences) of the individual Tanygnatus lucionensis subspecies are given below:
Note to the above table:
How the fifth subspecies - Tanygnathus lucionensis horrisonus, mentioned by Howard and Moore - looks like, I do not know in details. However, if you read “PEABODY MUSEUM OF NATURAL HISTORY, YALE UNIVERSITY BULLETIN 13, “Notes on a Collection of Birds from Mindoro Island, Philippines” by S. Dillon Ripley (Peabody Museum of Natural History, Yale University) and D. S. Rabor (Biology Department, Silliman University), which was published 31st December 1958 (New Haven, Connecticut), you can read on page 36, that the authors after carefully studies consider “horrisonus” as synonyms of “lucionensis”, which means that it must have blue mantle, back, lower back and upper rump, and my birds don't have these hallmarks. According to the newest version of Howard and Moore “horrisonus” is still recognized as an independent subspecies.
I therefore assume that my birds must be either Tanygnathus lucionensis talautensis or Tanygnathus lucionensis salvadorii, as both of these subspecies have green backs and green upper rumps.
Personally, I strongly believe that my birds are Tanygnathus lucionensis salvadorii, as I have seen the various adult parents of the birds that I have bought and none of them have a nearly completely upper blue head, but only a blue patch on the nape.
Furthermore, my birds don’t have any blue coloration - nor bluish tinge - on the mantle, back, lower back and the upper rump, and to my knowledge, both the nominate subspecies, Tanygnathus lucionensis lucionensis, and the subspecies, Tanygnathus lucionensis hybridus, clearly have these hallmarks.
I rule out that my birds are crossed with other subspecies, as they have no blue at all on the back or rump, nor do they have more than a clearly defined blue nape patch.
Some of the photo documentations sent to Mehd Halaouate
I sent several photos of my birds to Mehd Halaouate and some them are showed below. All my birds are from last year (2022), except from the bird in front on photo 09 and 13, this bird is from 2021.
The photos of my birds are unfortunately not of the best quality, as they were taken with the zoom-function on my mobile phone and have become somewhat grainy. I should of course also have captured some of the birds and taken photos of them from the front and from the back with spread wings, but since these birds live in aviaries close to some other parrot species that already have laid and are incubating eggs, it was unfortunately not possible to take some better photos for the near future. Here are some photos of my birds:
Photo 09 Photo 10
Tanygnathus lucionensis salvadorii / (Mantanani Blue-naped Parrot) Tanygnathus lucionensis salvadorii / (Mantanani Blue-naped Parrot)
Photo 11 Photo 12
Tanygnathus lucionensis salvadorii / (Mantanani Blue-naped Parrot) Tanygnathus lucionensis salvadorii / (Mantanani Blue-naped Parrot)
Photo 13 Photo 14
Tanygnathus lucionensis salvadorii / (Mantanani Blue-naped Parrot) Tanygnathus lucionensis salvadorii / (Mantanani Blue-naped Parrot)
Mehd Halaouate's assessment
After having read the above descriptions and studied the forwarded photos of my birds, Mehd Halaouate commented that my birds looked stunning and very healthy and furthermore mentioned that in his opinion they look more like Tanygnathus lucionensis salvadorii. At the same time, one must of course bear in mind that there are color variations among birds in the wild too that can make establishing the right distribution of the bird pretty impossible.
However, according to Mehd Halaouate most of the subspecies that were kept during his time as breeder in Europe, they were coming from Mr. Antonio de Dios in the Philippines (owner of “Birds International Inc.”, a large private parrot breeding farm in the Philippines), and they mostly were Tanygnathus lucionensis salvadorii. The for many aviculturists well-known Antonio de Dios exported a huge number of unique species to Europe especially to Holland and Belgium. Some of the other species he sent were species like Fig parrots, a big number of lories and lorikeet species, Great-billed parrots (Tanygnatus megalorynchos) and Moluccan king parrot subspecies.
Mehd Halaouate also mentioned that he had to search for some of his earlier photos of the Tanygnathus lucionensis talautensis to definitively prove how the adult birds of this subspecies looks like in wildlife, some truly unique photos, a few of which can be seen below. It is photos of a pet bird taken at a bird trader in Sulawesi (since the local people in Talaud Islands don’t keep this bird as a pet) and it does INDEED have intensive blue head covering all over the upperparts of the head and even around the eyes.
Photo 15
Tanygnathus lucionensis talautensis: I have never seen anything like it. This amazing close-up photo shows an adult and fully colored Tanygnathus lucionensis talautensis. The photo clearly shows how most adult birds of this subspecies that live in the wild on the Talaud islands look like i.e., where the blue plumage does not just form a clearly defined neck spot, but instead is spread over most of the upper part of the whole the head. Young birds do not have the same distribution of the blue color in the head. It is a pet bird that sits with a bird dealer on the island of Sulawesi. Photo: Mehd Halaouate.
Photo 16
Tanygnathus lucionensis talautensis: This equally amazing close-up photo shows the above pet bird of Tanygnathus lucionensis talautensis, just seen from a different angle. For some reason, the local inhabitants of the Talaud Islands do not keep this species as a pet bird, so this individual is photographed on the island of Sulawesi, which is located southwest of the Talaud Islands. The Talaud islands actually make up the area that is called North Sulawesi. Photo: Mehd Halaouate.
According to Mehd Halaouate the poster, “Großschnabelpapageien”, from Arndt-Verlag with the color drawing of Tanygnathus lucionensis talautensis is a bit exaggerated with the blue coloration of the head, throat and neck. Mehd Halaouate have never seen any bird with that much blue on the head.
Unexpected challenges in rewilding Tanygnathus parrots
During my dialogue with Mehd Halaouate, he also mentioned the following - for me highly surprising - problem, which is linked to the rewilding of the Tanygnathus parrots, which has been confiscated as a result of smuggling:
A factor which will make things even worse for establishing “the right ID” of many parrots in the wild in the near future is the fact that the forestry department in Indonesia does not have sufficient knowledge about differentiating between subspecies and in some cases even species. They tend to release confiscated parrots from the illegal trade in the wrong distribution area (habitat). As a former manager in World Parrot Trust Mehd Halaouate has had to stop a few of these releases because the parrots did not belong in specific islands they were meant to be released at. The authorities, unfortunately, had managed to do the damage thus these actions will cause the inter- or cross-breeding between the subspecies which will result in new colour variations. The worst result of this is that some subspecies in the nature will lose their purity.
This is an angle that I have not thought of before, and the authorities in the affected countries simply have to try to find a sustainable solution to the problem, so that before rewilding takes place, quality assurance must always be carried out to ensure that the birds are belonging to the birds' original distribution area (habitat), which presupposes a further educational and competence-related upgrade of the authorities' employees.
Also from this perspective, it is very important that we - the serious aviculturists (breeders) - are trying as much as possible to keep our birds pure as these hopefully one day will assist the wild populations. According to Mehd Halaouate the pace in which the illegal trapping and the wildlife trade is proceeding right now, many parrot species, for their survival, will rely on the captive populations, so we - the aviculturists (breeders) - must act responsible, professional and only work with pure birds at the subspecies levels.
Final remarks
I have on earlier occasions tried to initiate a dialogue about the issue of subspecies determination of this genus with some other European aviculturists who keep these birds, but up until now it had seemed that no one really was interested in getting to the bottom of this issue, so they generally just call their birds for Blue-naped Parrots (Tanygnatus lucionensis). I always try to keep my different parrots pure at the subspecies level (except from monotypic taxon) and I always only breed specimens of the same subspecies with each other, and I would strongly encourage other responsible breeders to do the same.
This was the story of not always believing everything you hear from other aviculturists/breeders. It is good to have a healthy skepticism and to try to form your own opinion about things. So, the next time I hear an aviculturist/breeder saying that the subspecies we have the most of in Europe is Tanygnathus lucionensis talautensis, I can now for sure say that it is not true and instead tell them a completely different story.
I hope that interested readers have found pleasure in reading this article about an exciting parrot species that there is rarely written many lines about in parrot books and in avicultural magazines.
A great thank you to Mehd Halaouate for having contributed to this article with several unique photos and detailed information about the subspecies of Tanygnathus lucionensis.
Best regards,
Jørgen Petersen
www.birdkeeper.dk
DENMARK
Photo 17
Tanygnathus lucionensis talautensis: I could not resist ending up with showing this close-up profile photo of the magnificent pet bird of this subspecies. I just keep on turning back to study the photos of this very special subspecies with a nearly completely blue head. Photo: Mehd Halaouate.
- - - - - - - - -
